Hvornår er man rigtig spirituel behandler?

Hvornår er man rigtig spirituel behandler? Og hvor er rummeligheden blevet af?

Når lyset kaster skygger – om bagsiden af det spirituelle felt.

At arbejde som alternativ eller spirituel behandler er ikke bare et job. For mange af os er det en livsstil, et kald, en sjælskontrakt. Vi gør det, fordi vi brænder for at hjælpe andre. For at hjælpe andre med at hele. For at skabe transformation og hjælpe os selv og andre til at leve deres allerbedste liv.

Vi gør det, fordi vi mærker – fordi vi har mærket på egen krop og sjæl, hvordan healing, indsigter og energetisk arbejde kan ændre liv.

Men… midt i alt det smukke, rene og kraftfulde, findes der også noget andet. En stor, mørk skygge lige bag lyset. En mur af dømmende holdninger, usund konkurrence og snæversyn, som alt for mange af os støder hovedet imod.

Og det er på tide, vi taler højt om det.

Spirituel – men kun hvis du gør det “rigtigt”?

I de mange spirituelle fællesskaber, især på spirituelle Facebook grupper, flyder det med holdninger til, hvad der er rigtigt og forkert. Hvornår man må kalde sig clairvoyant. Hvor mange år man skal have arbejdet i feltet. Hvilken skole man har gået på. Om det foregik fysisk eller online.

Og her bliver det tydeligt:

Der er en form for åndeligt snobberi, som slet ikke hører hjemme i et felt, der burde være båret af accept, rummelighed og åbenhed.

For hvornår blev det at være spirituel lig med at følge bestemte regler? Hvornår begyndte vi at ekskludere dem, der har gået en anden vej?

Hvis du er født med en naturlig, stærk intuition, men ikke har en “anerkendt” uddannelse, så risikerer du pludselig at blive betragtet som utroværdig. Som om du ikke er god nok.

Det er grotesk.

Evner og integritet kan ikke måles i diplomer og certifikater alene.

Der findes masser af mennesker med lange CV’er, som stadig ikke arbejder fra hjertet. Og lige så mange uden en væg fyldt med eksamensbeviser, som arbejder med dyb etik, klarhed og med et rent hjerte.

Mistro og konkurrence.

Alternative og spirituelle behandlere burde stå sammen. Vi burde støtte hinanden, inspirere hinanden og løfte hinanden.

I stedet oplever mange af os noget helt andet:

• Man bliver betragtet som en konkurrent, der skal jordes i stedet for en kollega.
• Man bliver målt og vejet på baggrund af, hvordan man arbejder – ikke hvorfor.
• Man bliver gjort forkert, hvis man ikke bruger de “rigtige” ord, metoder eller har de rigtige titler.
• Man bliver hurtigt anklaget for alverdens ting – ofte uden dialog, nuancering eller reel interesse for, hvem man er.
• Man bliver mistænkeliggjort, hvis man vælger at tage sig ordentligt betalt for sine ydelser.
• Man bliver udskammet, hvis man markedsfører sig selv for synligt eller professionelt.
• Der bliver stillet spørgsmålstegn ved, hvis man ikke har gået på den “rigtige” uddannelse.
• Man bliver kaldt falsk eller amatør, hvis man ikke passer ind i den smalle forståelse af, hvordan en spirituel behandler “bør” være.
• Man bliver ignoreret eller frosset ud, hvis man tør sige tingene højt og sige mastodonterne imod.
• Man kan blive mødt med tavshed, bagtalelse eller passiv aggression, hvis man ikke er enig med ”de gamle i gårde”.

Det er så dybt paradoksalt. Vi taler om kærlighed, rummelighed og sjælskontakt, men nogen kan knap rumme dem, der arbejder på en anden måde end dem selv.

Penge er tabu.

Et andet ømt, men vigtigt emne er økonomi.

Nogle spirituelle behandlere udnytter feltet og bruger det som en pengemaskine. Der reklameres med hurtige løsninger, vanvittigt lave priser og flotte ord – men klienten får enten et standard-svar, en halvhjertet session eller i værste fald ingenting.

Det undergraver os alle!

Samtidig skammer mange sig over at tage sig ordentligt betalt for det, de tilbyder. Som om det at modtage penge for sit arbejde gør det mindre rent eller mindre spirituelt.

Det er helt forkert.

Du må som behandler gerne tjene penge. Din tid, din energi og din erfaring har værdi.

Det handler ikke om at blive rig på andres smerte – det handler om at stå i din værdighed og tage ansvar for det du tilbyder.

Men vi er også nødt til at tale om grådighed, illusion og tomme løfter. For det findes. Og det skader os alle. Især dem, der virkelig har noget på hjerte og arbejder fra sjælen.

Der er klienter nok til os alle.

Det mest sørgelige ved hele denne konkurrencekultur er, at den bygger på en illusion:

Illusionen om, at der ikke er nok. At vi hver især skal kæmpe for vores plads. At vi skal være bedst, mest kendt, mest synlig.

Men der er nok!

Der er klienter, som kun vil føle sig trygge hos dig.

Og nogen, der aldrig ville kunne åbne sig hos dig, men som blomstrer i mødet med en anden.

Det handler ikke om at være den “rigtige” eller ”den bedste”. Det handler om at være ægte.

Vi er alle unikke mennesker og behandlere. Vi har hver vores tilgang, vores måde, vores sprog. Og det er en gave, ikke en trussel.

Når antallet af følgere afgør dit værd.

Et andet sted, hvor skyggerne sniger sig ind, er i den voksende tendens til at måle hinandens værdi ud fra antal følgere på sociale medier.

Der er næsten gået sport i det. Som om man ikke er en “rigtig” behandler, hvis man “kun” har 100 følgere. Som om det siger noget om, hvor dygtig, troværdig eller spirituelt udviklet man er.

Det er dybt misvisende.

Mange fantastiske behandlere arbejder stille, dybt og autentisk, uden at larme eller poste dagligt på sociale medier. De bruger deres tid på klienterne, på fordybelse og på indre arbejde. Ikke på algoritmer og likes.

Antal følgere siger intet om dig. Intet om dine evner. Intet om din integritet.

Der kan være masser af grunde til, at du ikke har 10000+ følgere og ingen af dem betyder, at du er mindre værd. Sociale medier er et redskab, ikke en spejling af dig og dit arbejde.

Lad os stoppe med at måle hinanden i tal og i synlighed. Det er ikke dér, det vigtige sker. Det sker i mødet. I nærværet. I energien, der bevæger sig mellem dig og det menneske, du arbejder med.

Hvorfor er vi så bange for hinanden?

Vi skal turde se os selv i spejlet og spørge:

• Hvorfor gør vi det svært for hinanden?
• Hvorfor nedgør vi andres tilgang?
• Hvorfor glemmer vi, at vi faktisk arbejder for det samme?
• Bliver du selv en bedre behandler af at kritisere eller nedgøre andres metoder?

Hvis du føler dig kaldet til at dømme en anden behandlers vej, så stop op. Træk vejret.
Spørg dig selv, hvad det egentlig handler om. Er det frygt? Er det usikkerhed? Ego?
Det er tid til at tage ansvar.

For vores energi smitter, især når den ikke er kærlig.
Og i et felt, der burde hele og løfte, er det uacceptabelt, at vi skubber hinanden væk.

Vi kan gøre det anderledes.

Vi kan vælge en ny vej. En vej, hvor vi rummer forskellighed. Hvor vi støtter hinanden. Hvor vi tør give plads, og stå stærkt i os selv, uden at behøve at gøre andre forkerte.

Det kræver mod. Det kræver ærlighed. Det kræver, at vi tør sige tingene højt og møde hinanden med respekt.

Så kære kollega – hvad vælger du?

Vil du være en del af det, der splitter – eller en del af det, der samler?

Jeg ved godt, hvor jeg står.

Kærligst, Milea
Clairvoyant healer
Klinik Røllike

Afsluttende tanker.

Ps. Jeg ved godt, at denne tekst kommer til at støde nogen. At nogen føler sig truffet og at teksten er møntet på dem. Jeg har ikke haft nogen bestemt i tankerne, mens jeg skrev det her, det er udelukkende observationer jeg har gjort rundt omkring på Facebook og i mødet med andre behandlere.

Jeg er ikke bedre end andre, jeg har også haft mørke dage hvor jeg har været sur på omverdenen. Hvor jeg har dømt på forhånd i stedet for at være nysgerrig. Det er en del af at være menneske. Ingen af os er perfekte. Men forskellen ligger i, hvordan man arbejder med det. Jeg kigger indad og ser på, hvad der bliver trigget i mig, i stedet for at afreagere bag et tastatur.

Jeg tror på, at vi kommer længere, når vi tør tage ansvar for det, der sker indeni os, i stedet for at pege udad.

Hvis du føler dig ramt af det her blogindlæg, så vid, at det ikke er skrevet med en løftet pegefinger, men med ønsket om at skabe refleksion.
Og i sidste ende forhåbentlig mere rummelighed blandt alle os, der arbejder alternativt og spirituelt.

I sidste ende har vi nemlig det samme mål: Nemlig at hjælpe andre.

Har du selv oplevet bagsiden af det spirituelle felt? Har du følt dig målt, vejet eller overset? Har du brug for hjælp og sparring til at bearbejde det? Jeg er klar til at hjælpe dig ❤️ Find mine kontaktoplysninger her: https://klinikrollike.dk/kontakt/

Her slutter blogindlægget: Hvornår er man rigtig spirituel behandler?

Find Klinik Røllike på de sociale medier:

Følg Klinik Røllike på Facebook her…

Følg Klinik Røllike på Instagram her…

Tak for du læste med på: Hvornår er man rigtig spirituel behandler?