Tabu: Jeg har fravalgt børn. Nannas historie.

Blogindlæg: Tabu: Jeg har fravalgt børn. Nannas historie.
Nanna er i midten af 30’erne og er rigtig glad for sit liv. Hun er godt kørende med et spændende job, en skøn mand, en aktiv fritid og et tæt forhold til familie og venner 🥰
Men når Nanna møder nye mennesker på job eller i fritiden, kan hun ind imellem føle sig forkert og unormal 😔 Når man møder nye mennesker, er det første der spørges om som regel hvad man laver til daglig. Afhængig af alder, er noget af det næste der bliver spurgt om ofte: Har du børn? 👶🏻
Det har Nanna ikke og det er her, hun ofte føler sig forkert i sociale sammenhænge. For når hun svarer, at det har hun ikke, er de næste spørgsmål altid: Nååååh, er det fordi du ikke kan? Fejler du noget? Er du i fertilitetsbehandling? 🤷🏻♀️
Beslutningen og tvivl
Nanna fejler ikke noget og der er intet fysisk til hindring for, at hun kan få børn. Hun har bevidst fravalgt det. Det er en beslutning hun tog for mange år siden, da hendes venner så småt begyndte at få børn.
Hun kunne se på sin omgangskreds, der gerne ville have børn, at de havde en længsel, et dybtfølt ønske om at få børn. Den længsel har Nanna aldrig mærket på egen krop og det har aldrig været en del af hendes drømme at blive mor. Og når hun ikke kan mærke længslen i hverken krop eller hjerte, føler hun det vil være forkert af hende at sætte et barn i verden. Det føles bare ikke rigtigt for hende.
Det eneste der tidligere gjorde hende i tvivl om beslutningen var, at det jo er det ”normale” at gøre. Der var ligesom en usagt forventning i samfundet og omgangskredsen om, at da hun nåede slutningen af 20’erne skulle hun da i gang med at få børn. At hun også skulle have mand, 2 børn, villa, vovse og Volvo. 👨👩👧👦 🏡🚗🐶
Fordomme og udskamning
En af de fordomme Nanna møder, er at hun må hade børn siden hun ikke selv vil have nogen. Men det er langt fra virkeligheden, for hun elsker at tilbringe tid med hendes nevøer, niece og venindernes skønne unger. Hun har en fantastisk evne til at møde dem i øjenhøjde, finde på fantasifulde lege og få dem til at skraldgrine ved bare at sende dem en sjov grimasse 😄 Hun forguder dem, er tit barnepige og har dem på ferie og weekendbesøg 🥰
Nanna har også oplevet at blive udskammet af par, der er ufrivilligt barnløse, for hun skal da bare være taknemmelig for at hun kan blive gravid, hvis hun ville. Det bliver hun ked af, for hun får følelsen af, at hun berøver nogen drømmen om at blive forældre, selvom det logisk set ikke giver mening 😥
Nanna har også flere gange fået spørgsmålet: ”Er du ikke bange for at blive ensom, når du bliver gammel”? ”Hvem skal hjælpe dig og komme på besøg på plejehjemmet”? 🧓🏻
Det er hun ikke nervøs over, for hun er et udadvendt menneske, der har nemt ved at skabe nye venskaber.
Skuffelser og spørgsmålstegn
I hendes familie er der en skuffelse over, at hun ikke vil have børn. Især hendes forældre har flere gange givet udtryk for, at de gerne ville have børnebørn. Nannas storesøster har givet dem 3 børnebørn i en forholdsvis ung alder, men alligevel kan hun se skuffelsen i deres ansigt, når snakken falder på, at hun selv har fravalgt det 😕
Hun oplever igen og igen at andre mennesker stiller spørgsmålstegn ved hendes beslutning og det gør hende ked af det. For når beslutningen nu er så rigtig for hende, så føler hun det er hende, der bliver kritiseret. Som om der er noget galt med hende, at hun er forkert og unormal 😥
Mening og værdi i livet
For mange mennesker giver børn livet mening. Det kan være svært at forstå, at der er nogen der vil vælge det fra, når det nu er så meningsfyldt for andre at være forældre.
Nanna er et utroligt omsorgsfuldt, kærligt og varmt menneske, og hvis hun havde lysten til det, ville hun have været en fantastisk mor. Hun er hverken forkert eller unormal. Hun har lyttet til sit hjerte og har modigt valgt det liv, der giver mening for hende 💪🏻🧡
Hvad der giver livet værdi er forskelligt fra menneske til menneske. Emnet børn kan være sårbart at snakke om for nogen, så det er vigtigt vi møder andre med forståelse, respekt, accept og venlighed.
HUSK: Du fortjener det dejligste liv og kun du ved, hvordan det ser ud 💛
Nanna har fået bearbejdet hendes tanker om at føle sig forkert og har lært nogle strategier, der hjælper hende, når der stilles spørgsmålstegn ved hendes beslutning.
Kan du, ligesom Nanna, bruge nye øjne på det, der fylder hos dig? Døjer du med smerter, sygdom, stress eller angst?
Har du brug for et boost til dit selvværd eller din livslyst?
Jeg er klar til at hjælpe dig 🧡
Du finder mine kontaktoplysninger her…
Kærligst, Milea
Ps. Jeg har fået tilladelse til at dele Nannas historie. Nanna er et dæknavn.
